Forbrugerne betaler gerne gode penge for en god kop kaffe. I den anden ende af kaffekæden får et stigende antal landmænd stadig mindre betalt for deres produkt. Det er en udvikling, vi har set før, kaldet Kaffeparadokset. I den tredje artikel i vores blogserie om dette emne graver vi i handelsaspekterne af denne udvikling.

Kaffe er ikke bare en drink. Der er så meget mere i det – en af ​​dem er handel. Den globale handel med kaffe er tidligere blevet nævnt som den næststørste handlede råvare efter olie. Uanset om det er præcist eller ej, er det et faktum, at millioner af menneskers levebrød afhænger direkte af kaffeproduktionen og de gældende priser, der betales for den. Men hvad sker der, når markedsprisen på kaffe bestemmes i et lokale i New York, langt væk fra bønderne, producenterne og folk, der arbejder i kaffeindustrien samt fra forbrugerne, der nyder kaffen? Og kunne der være en anden måde at skabe et mere bæredygtigt marked for specialkaffe?

Lær mere om kaffeparadokset i den første artikel i denne serie.

I denne artikel vil vi præsentere nogle af ideerne bag det, vi har kaldt vores Direct Trade-model. Vores mål er at bringe ideerne på bordet, ikke fordi vi mener, at vi har fundet den perfekte løsning til bæredygtig kaffehandel, men i håbet om at kunne chippe ind i de større samtaler om, hvordan kaffehandelen kan bevæge sig i en mere bæredygtig retning.

Oprindelsen af ​​udtrykket direkte handel

Da vi startede Coffee Collective i 2007, var en af ​​vores grundlæggende visioner at bygge en forretningsmodel baseret på at vende kaffeparadokset på hovedet. Når forbrugerne er villige til at betale højere priser for bedre kaffeoplevelser, burde det være muligt at lave en forretningsmodel, hvor landmændene også får højere priser for bedre kvaliteter. Denne forretningsmodel har to formål; formålet at belønne landmanden for den høje kvalitet i kaffen, og formålet at sikre eksistensen og udbuddet af god kaffe på sigt.

Vi fandt ud af, at nogle store amerikanske brændere havde lignende visioner, og at de var begyndt at bruge udtrykket Direct Trade til at beskrive deres måde at købe grøn kaffe på. Et begreb, der er meget nyttigt til at formidle vores visioner for branchen. Geoff Watts fra Intelligentsia, et Chicago-baseret risteri, der fandt på udtrykket, hilste vores brug af det velkommen og opfordrede os til at beskytte integriteten af ​​det.

Udtrykket Direkte Handel fulgte godt i tråd med vores oprindelige ideer om at have en handelsmodel, der ville være baseret på falske løfter, som vi ville være åbne for at dokumentere til enhver kunde eller journalist, der ville være interesseret. Og for kun at bruge udtrykket på vores kaffeposer, hvis vi kunne dokumentere netop disse løfter for det pågældende parti.

Tanken bag dette var at give forbrugeren nogle håndgribelige løfter at forholde sig til, i stedet for blot at tale om vores store arbejde i så brede vendinger, at det ville være svært at kritisere. For hvis alle de gode historier om bæredygtig kaffehandel, man kan løbe ind i, er sande, og alle rent faktisk gør, hvad de siger, de gør, ville tingene fra landmændenes perspektiv se meget bedre ud. Dette er desværre ikke historien, og folk, der har besøgt kaffens oprindelse, ville vide det.

De to løfter, vi altid har kunnet dokumentere, hvis vi mærker en pose kaffe med 'Direkte Handel' er for det første, at vi har betalt mindst 25 % over Fair-Trade-prisen til producenten, og for det andet besøger vi producenten hvert år.

Historisk har der i kaffeindustrien været mange mellemmænd, som på grund af ulige markedsmagtforhold har været i stand til at få en uforholdsmæssig stor del af kagen. Hvorimod kaffebønderne er dem med mindst markedsstyrke som konsekvens, er dem, der får den mindste del af kagen i sidste ende.

Det er, hvad den grundlæggende tanke bag Direct Trade sigter mod – en handel udelukkende mellem mennesker, der tilføjer værdi til produktet.

Som sådan i et forsøg på at styrke landmændene, vil en kernedel af vores indkøbsprogram for grønne bønner være at fjerne de mellemhandlere, der ikke tilføjer værdi til produktet, og selv mødes med producenterne for at forhandle priser, der afspejler produktets kvalitet. At være producenten af ​​kaffen eller den forarbejdningsorganisation efter høst om det er privatejet eller andelsejet. Det er vores erfaring, at mødet som ligeværdige handelspartnere tilføjer mere værdi til produktet og sikrer, at producenten får den retfærdige pris.

Farm Gate-pris kontra producentpris

Grundlæggende for vores tilgang er, at vi sigter mod at skabe et bæredygtigt marked for landmænd og producenter.

Når man taler om et bæredygtigt marked for landmændene, bruges udtrykket 'Farm Gate-pris' nogle gange til at beskrive, hvilken pris landmanden har fået for sin kaffe.

Selvom Farm Gate-priserne er vigtige, oplever vi ofte, at det i praksis er urealistisk at nå så langt ud i kaffekæden. Nogle småbønder, f.eks. Kenya eller Etiopien, producerer måske en enkelt pose kaffe, og hvis vi skulle forhandle priser og lave kontrakter med hver af dem, ville det kræve alt for mange ressourcer, før den kaffe nogensinde bliver solgt til en rimelig pris.

Først og fremmest tror vi på, at en masse kvalitet i kaffe udvikles på efterhøstbehandlingsenheden (dvs. en vaskestation eller opstilling til tørring af Naturals), og for det andet, med bæredygtighed i fokus, er det vigtigt at sikre, at pengene transcenderer hovedstæderne i de producerende lande til investeringer og arbejdspladser i de små samfund, hvor kaffen dyrkes. Det er derfor, vi fokuserer på det, vi kalder producentprisen. Producentprisen er, hvad vi betaler til niveauet for forarbejdning efter høst, uanset om det også er det samme som Farm Gate eller ej (som det er tilfældet for mellemstore til store landmænd), men den vil altid være rettet mod producenter på landet.

Dette kan virke lidt forvirrende. 'Hvem er producenten?', spørger du måske. Hvis du tager et kig på vores kaffeposer, er producenten, på hvilket niveau vi driver forretning, det primære navn, der vises (dvs. Finca Vista Hermosa, Kieni, Akmel Nuri).

For os indebærer det at drive en bæredygtig forretning at anerkende og stole på, at producenterne ved, hvad der er bedst at gøre på deres websted. Det er meget vigtigt for os, at vi ikke fortæller producenterne, hvad de skal bruge deres penge på eller øremærke til bestemte projekter. Hvis de ikke mener, at noget er værd at investere i, tror vi ikke, at det vil øge kvaliteten eller bæredygtigheden i det lange løb, siger dem noget andet. Det er de landmænd, der tilbringer deres liv på stedet, hvor vi kun kommer på besøg et par dage om året, som ved bedst.

Derfor er det meget vigtigt for os at lytte til, hvad landmændene har at sige, og et godt eksempel på dette kommer fra vores arbejde med nogle fantastiske mennesker i Huila, Colombia.

En snak om Oprindelsesbesøg

For et par uger tilbage vendte Peter Ebdrup og Lukas Kragelund tilbage fra Colombia. Udover at de er barchefer for vores to kaffebarer, er Peter Ebdrup også ansvarlig for vores sourcing fra Colombia. Ved dette besøg underskrev han fastpriskontrakter for den sene høst med de tre landmænd Duver Rojas, Edilfonso Yara og Jaime Casallas, som vi alle har arbejdet sammen med siden 2012.

Vores kontrakter med colombianske kaffebønder er baseret på faste priser og angiver de mængder kaffe, de forventer at lave i den kommende høst. Det er ikke almindelig praksis for os at lave en fastpriskontrakt med en landmand eller producent inden høsten. Normalt besøger vi landmændene i slutningen af ​​høsten og forhandler prisen afhængigt af den faktiske kvalitet af det endelige produkt.

Vi har fået en snak med Peter Ebdrup om fastpriskontrakterne og hans seneste oprindelsesbesøg:

»For nogle år tilbage fortalte de landmænd, vi arbejder med i Colombia, at de havde sværere og sværere ved at finde gode plukkere til den løn, de kunne tilbyde. Et af problemerne var usikkerheden i prisfastsættelsen for slutproduktet. Så hvis de vidste, hvilken pris de rent faktisk ville få for kaffen, ville de have økonomisk sikkerhed for at investere i at ansætte de rigtige plukkere til at udføre et godt stykke arbejde og ikke være tvunget til at minimere omkostningerne på bekostning af de vigtige processer, der er med til at sikre høj kvalitet. Det var en af ​​grundene til, at vi begyndte at lave disse fastpriskontrakter med dem.«

»Det er fjerde gang, jeg besøger Jaime, Duver og Edilfonso. Og denne gang havde de i vores forberedende meddelelse udtrykt ønske om en forhøjelse af de faste priser. Så det var en god mulighed for at sætte sig ned med dem og forhandle sig frem til et løft i priserne og samtidig tale om sammenhængen mellem kvalitet og prissætning.«

Læs mere om Peter Ebdrup og hans oprindelsesbesøg i Colombia.

»Personligt er det en inspiration at besøge bønderne i Colombia og meget overvældende at være vidne til det arbejde, der ligger i produktet. Jeg får indtryk af, at de ligesom os sætter pris på den personlige kontakt. Når jeg vender tilbage til Danmark, bevarer vi kontakten til såvel landmanden som eksportvirksomheden Caravela, og samarbejdet og forhandlingerne fortsætter.«

»Når man producerer kaffe af høj kvalitet og ser på mængden af ​​ekstra tid og kræfter, det tager at producere, så hænger det ikke nødvendigvis sammen med den ekstra indkomst set fra et arbejdsperspektiv. Det ser snarere ud til, at motivationen kommer fra, selvfølgelig at dyrke et rigtig godt produkt, men også det faktum, at kunderne i den anden ende af kæden sætter pris på deres arbejde og deres produkter.«

I den næste artikel vil vi diskutere spørgsmålet om gennemsigtighed yderligere, og du vil lære om de bonusser, vi har udbetalt til producenterne gennem årene for at belønne deres hårde arbejde for at øge kvaliteten. Vi sætter pris på din interesse for serien om Coffee Paradox.