Når jeg sidder her og skriver dette blogindlæg, begynder jeg at indse, hvilken indvirkning denne tur har gjort på mig, og min forståelse af, hvad det er, vi forsøger at gøre, til hverdag. Jeg kom til The Coffee Collective i efteråret 2011. Først faldt jeg for den smag og atmosfære, jeg blev mødt med i virksomheden; men som tiden gik, begyndte jeg at indse dybden af dedikation og kompromisløs opførsel, der har defineret The Coffee Collective fra begyndelsen. Når jeg læser ovenstående, må jeg indrømme, at det lyder en smule overbærende og overdrevet, men det var den erkendelse, der fik mig til at blive hooked og fik mig til at smide alle fremtidige planer for videre uddannelse og dedikere mig til denne mærkelige verden, idet jeg er specialkaffe. En baristastilling på Jærgersborggade, maskinstilling hos Torvehallerne og bariststilling på Godthåbsvej senere er jeg her stadig. Jeg er lidt ældre og lidt mindre `sommerfugle og regnbuer´, men efter lidt mere end en uge tilbragt i Østafrika, genforenede jeg min tidlige ungdom og fandt en ny påskønnelse af det arbejde, jeg kommer til at repræsentere hver eneste dag. …Okay, nok at minde, lad os vende tilbage til Etiopien.
Jeg tror, vi skal starte i 2011, hvor Casper tog til Etiopien for at finde en ny partner, som vi kunne arbejde sammen med. Produktet af den tur viste sig at være Yukro. Et lille kooperativ beliggende nord for Jimma, tæt på byen Agaaroo, i den vestlige del af Etiopien – en tur du kan læse om her .
Kaffen var fantastisk, og vi modtog forsendelsen i god tid, hvilket ikke altid er givet, når det kommer til Etiopien. Det problem oplevede vi året efter, hvor Klaus(medejer) og Casper havde besøgt Yukro og vores forsendelse kom ret sent. Det er desværre, hvad der kan ske, når det kommer til etiopisk kaffe; som Klaus beskriver det i et blogindlæg: Etiopien er et vanskeligt land, og brændere har gang på gang set deres beholdere fulde af frisk kaffe sidde på et lager, hvor de har siddet fast i en havn i flere uger, på grund af forskellige omstændigheder uden for deres kontrol (f.eks. var der en generalstrejke sidste år lige efter vores container blev afsendt). Så man ved aldrig rigtig. Under alle omstændigheder ser vi allerede frem til at spille cuppen i år og fortsætte vores forhold til Yukro. – Læs hele blogindlæggether.
Casper gik tilbage året efter (2013) ivrig efter at fortsætte og udvikle vores forhold til folkene hos Yukro. Desværre blev forsendelsen ved med at blive forsinket, hvilket resulterede i, at vi måtte annullere vores kontrakt, fordi vi ikke længere kunne sikre kvaliteten.
Det betød et helt år uden kaffe fra Etiopien, en smagsprofil, du ikke kan kopiere fra andre steder i verden.
En del af grunden til, at det kan være så svært at købe kaffe i Etiopien for en virksomhed som vores, er, at vi ikke er så store, og vi ønsker at købe direkte fra kilden. Sagen er dog, kooperativer i Etiopien er en del af fagforeninger. Fagforeninger er der for at forbedre landmandens indkomst ved at eksportere deres kaffe og for at regulere og stabilisere lokale markeder ved at give landmænd og kunder pålidelige tjenester. Dette er slet ikke en dårlig ting, det giver mulighed, men med den mængde kaffe, vi er i stand til at købe, som er relativt lille sammenlignet med de massive industrielle enheder, der dominerer markederne, fandt vi ud af, at vi gik vild i flaskehalsene i eksportsystemet. Med fagforeningerne, der er ret store og omfattende i antallet af medlemmer og kunder, fandt vi det desuden svært at få gennemsigtighed i vores transaktioner.
Desværre måtte vores forhold til Yukro ophøre, men mens vi var i Addis fik vi taget deres kaffe, det smagte fantastisk, og da han mødtes med vores ven, hr. Moata Raya, kunne han fortælle os, at de har det rigtig godt.
Så det er år 2014, og vi trænger til noget arvestykke, indtast hr. Akmel Nuri. Akmel havde mødt en tidligere ansat hos os, Rasmus Wibæk, i Jimma og inviteret ham op på sin gård for at vise ham varerne. Gennem Rasmus fik han kendskab til os og besluttede at kontakte os via Instagram. Spol et par måneder frem, og ingen ringere end Akmel selv henter Casper og mig i Jimma-lufthavnen. Det er bestemt opmuntrende, i tider, hvor kaffeindustrien går ud over det, at landmænd gennem teknologi får nye muligheder for at forfølge købere.
Inden vi tog afsted til Jimma, tilbragte vi en dag i Addis Abeba, hvor vi besøgte Heleanna Georgalis på Moplaco-møllen for at tage kaffe fra forskellige regioner. Her fandt vi en rigtig fin vasket kaffe fra Kochere – som er på vores hylder lige nu. Senere fandt vi ud af, at Heleanna også tørmøller Akmels kaffe – et mærkeligt tilfælde.
Da vi ankom til Jimma, mødtes vi (Akmel, Casper og jeg) med Mr. Moata for at diskutere vores planer for de næste par dage. Vi besluttede at besøge et par private landmænd, som Moata kendte, på vej til Akmels gård.
Da vi ankom til Akmel's, var vi imponerede over, hvordan stedet så ud. Det er pænt og velorganiseret med et nybygget lager, hævede tørrebede og medarbejderboliger. Akmel er en ressourcestærk mand, og han stræber efter at gøre sit bedste i alle aspekter af sine anliggender. Uanset om det er gode boliger og betaling til sine ansatte eller forsyninger til den lokale skole, mener han, at investering i mennesker omkring ham er en vigtig del af en bæredygtig forretning. Akmels historie er interessant i sig selv. Da Akmel var yngre, havde hans far en kaffefarm, men under Derg-regimet blev jorden nationaliseret. Han flygtede ud af landet ved at opnå et stipendium til et universitet i Europa. Efter flere års studier i landbruget og arbejde i gæstfrihedssektoren i USA vendte han tilbage til Etiopien, hvor han købte sin jord i 2002. Han begyndte straks at plante kaffetræer ud i den tykke skov – især omkring grænsen til sit land. Dette var en prioritet, fordi han i de første år skulle rejse til USA for at arbejde 6 måneder om året for at finansiere gården; og med udefinerede grænser risikerede han udenforstående at stjæle dele af hans land.
Akmel har arbejdet på at bygge en kaffefarm baseret på økologisk praksis. Selvom 30% af jorden er dækket af kaffeplanter, er det kun omkring 10% af disse planter, der bliver plukket lige nu. Planterne har netop gennemgået deres naturlige rotation indtil 2013, hvor Akmel solgte sin første kaffe til Europa. Hele gården er dækket af skyggetræer fra skoven. Intet påføres jorden. Siden nu er al produktionen behandlet som naturmaterialer, Akmel har planer om at bygge en vaskestation på gården, når hans virksomhed vokser.
Akmel har et par fastansatte. Landbrugs-/teknisk leder Befekadu Nega, sikkerhedschef Tejani Kemal og leder af ejendom Mehammed Kemal bor alle på gården i huse året rundt. Plukkere tilbydes også lokaler i plukkesæsonen på gården.
Mens han besøgte Akmel, viste han os ikke kun rundt på sin egen gård, men også sine naboers gårde. En af hans naboer er hr. Asheber Gosaye Feyesa, som vi også har købt kaffe af i år. Når vi gik rundt på gårdene, blev vi ramt af ørkenen og det organiserede kaos, der genlyder gennem hele området. Akmels gård, der spænder fra 1750 mas til 2050 mas, er vært for en række forskellige mikroklimaer; fra tæt og fugtigt til varmt og tørt til luftigt og friskt. Ydermere er dyrelivet meget forskelligartet, hvilket er en god indikator for et sundt og uforstyrret økosystem.
Kaffen er nu på hylderne, og det er en af de reneste naturlige vi har smagt.